Farvel til Maria

I næsten 30 år har hun undervist andre, der, ligesom hun selv gjorde det i sin tid, skal lære at begå sig på det danske sprog og i den danske kultur. I næste uge går Maria Boleman Jensen på arbejde for sidste gang, og det markerede vi i går med en afskedsreception på Sprogcenter Vejle.

”Jeg har altid gjort brug af mine personlige erfaringer over for mine kursister. Jeg har fortalt, hvordan jeg selv lærte dansk, og fortalt om mit første job som rengøringsdame i morgentimerne inden jeg mødte på sprogskole. Jeg var nyuddannet fra Udenrigshandelshøjskolen i Budapest, og mine tidligere medstuderende forstod ikke, at jeg med min høje uddannelse gjorde rent – men man skal jo starte et sted, når man ikke taler sproget,” fortæller Maria med sit sædvanlige smil.

Maria flyttede selv fra Ungarn til Danmark som 21-årig, nyuddannet og nygift. Hun mødte sin danske mand, mens de begge studerede i Budapest, og de flyttede til Aarhus for at han kunne færdiggøre sit studie.

Der fandtes hverken Google Translate eller en dansk/ungarsk-ordbog, men det var måske heller ikke så vigtigt. For vejen til at beherske et sprog er at bruge det, fortæller Maria. Sådan havde hendes mand lært ungarsk, og sådan lærte hun nu dansk. Og efter bare to uger på sprogskolen besluttede hun sig for at stoppe med at bruge engelsk og kun tale dansk.

”Det var elendigt,” griner hun. ”Men jeg gjorde det.”

At undervise i dansk er den bedste måde at lære det på

Efter en universitetsuddannelse i russisk på Aarhus Universitet, en række afvekslende småjobs (for eksempel arbejdede Maria som køkkenassistent i en børnehave, uden at hun kunne lave mad, og fortæller leende om, at hun måtte ringe til sin svigermor for at få at vide, hvordan hun skulle lave øllebrød til børnene) samt nogle forskellige projektstillinger inden for integration og undervisning, blev Maria ansat på sprogskolen i Vejle i januar 1996.

”Jeg plejer at sige, at der er to måder at lære et sprog på: enten at lave oversættelser – eller at undervise i det,” siger Maria med et skælmsk smil.

I løbet af årene har hun både kunnet drage fordel af sine egne erfaringer og af de sprog, hun har med sig. Ungarer har hun ikke mødt så tit, men i de seneste år har hun brugt russisk med de mange ukrainere, der er kommet til landet, og som for de flestes vedkommende er tosprogede i ukrainsk og russisk.

”Jeg plejer altid at sige på russisk: ’Undskyld, jeg taler ikke ukrainsk. Men jeg taler russisk’,” smiler Maria. ”Og jeg har altid kun mødt glæde over at blive mødt i et sprog, man kender.”

”Jeg er meget stolt over, at jeg har fået lov til at være med til at undervise udlændinge i at forstå og tilegne sig det danske sprog og dansk kultur. Det har været spændende at møde kursister fra mange forskellige lande og se, hvordan de arbejdet hårdt med og for at lære dansk hver dag. Det minder mig om min egen kamp i sin tid,” fortæller Maria. ”Det har altid gjort mig både glad og stolt, hvis jeg møder en af mine tidligere kursister og får at vide, at vedkommende begår og klarer sig godt i det danske samfund.”

Konsulinde af Ungarn

Sideløbende med underviserjobbet har Maria båret den ærefulde titel, konsulinde. I år 2000 blev hendes mand udnævnt til Ungarns konsul i Vestdanmark, og dermed fulgte en række nye opgaver og forpligtelser. Parret stod for receptioner, besøg, udstillinger og fejringer af ungarske nationale helligdage på konsulatet i gennem knap 25 år.

”Det var virkelig spændende. Vi har mødt så mange spændende mennesker – sportsfolk, journalister, kunstnere, politikere og præsidenter,” fortæller Maria med lys i øjnene. ”Det var også en stor opgave. Jeg har stået og lavet sandwich og ostesmåkager til 200 mennesker hjemme i vores eget køkken,” ler hun.

Mens arbejdslivet lakker mod enden, er Maria ikke i tvivl; det er kontakten med kursisterne og samværet med kollegaerne, hun kommer til at savne mest i sin nye tilværelse som pensionist. Men os, der kender Maria, er heller ikke i tvivl om, at hun ikke kommer til at kede sig. Hun vil fortsætte med at bruge sin nysgerrighed til at opdage verden og lære nyt – og med at inspirere dem omkring sig, unge som gamle, som hun har gjort gennem sine mange år som underviser.

Kære Maria, det har været fantastisk at have dig som kollega. 

Som en kollega så fint udtrykte det i sin tale til dig:

"Om nogle år vil dine kursister måske ikke kunne huske præcis, hvad du lærte dem. Men de vil huske, hvordan du gjorde det."

Maria vil blive savnet - både af kursister og kollegaer - for sin omsorg og varme, sit utrættelige ønske om at lære nyt, og sin professionalisme og ordentlighed.