22. Vigtigt at vide, hvordan og hvornår vi siger hvad og hvorfor. 2021
På sprogcentret lærer kursisterne ikke kun ords betydning, grammatik og udtale. Man kommer nemlig som sprogbruger ikke langt, hvis man ikke også ved hvordan og hvornår man siger hvad og hvorfor. Derfor underviser vi også vores kursister i at handle sprogligt, at udføre såkaldte talehandlinger.
Der er to vigtige og ret universelle principper for talehandlinger: Effektivitetsprincippet og høflighedsprincippet. Effektivitetsprincippet styrer ønsket om at få sit budskab igennem så klart og kort som muligt, mens høflighedsprincippet styrer ønsket om at udføre talehandlinger på en måde, der er passende og acceptabel for alle parter i kommunikationen.
Problemet er at sprog har forskellige koder og normer for disse principper. Det er fx ikke nok at lære den danske bydeform grammatisk korrekt, man skal også vide, at den er uhøflig i sin rene form og i dansk kontekst mest bruges til børn, soldater og hunde, samt i instruktioner; og at man kan blive voldsomt upopulær på sin arbejdsplads, hvis man siger: ”Giv mig hammeren!” uden at bløde det op med et ”lige” eller formulere det som et spørgsmål. I det hele taget er det på dansk vigtigt ikke at være kategorisk, vi bruger ofte nedtoning ved gennem ordvalg at gøre udsagn mindre bombastiske og for eksempel ikke sige: ”Kunderne er krævende”, men snarere ”Nogle kunder kan nogle gange være lidt krævende.”
Her går høflighedsprincippet altså forud for effektivitetsprincippet på dansk, men ofte vil det modsatte være tilfældet, især når det handler om hvad der er passende at sige hvornår. For eksempel er det i Danmark god stil at være ærlig og direkte, når det gælde egen uformåenhed. Det forventes, at vi siger til, hvis der er noget, vi ikke forstår, ikke kan svare på eller ikke ser os i stand til at udføre, mens det på andre sprog kan være upassende at starte med at afslå at hjælpe eller gøre noget. Ikke-sproglige koder som mimik, gestik og positurer opfattes også ud fra forskellige normer og koder. I Danmark smiler vi fx meget. Smilet er en måde at vise imødekommenhed og respekt på. Andre ”sprog” har andre koder til at vise dette.
