start på hovedindhold

21. Dansk er still going strong. 2021

- af Anne-Marie Hatami-Rezania

Vi opfatter ofte dansk som relativt lille sprog, man faktisk ligger dansk i top hundrede over de mest talte sprog i verden. Alt efter hvordan man klassificerer et selvstændigt sprog findes der er mellem 5000 og 8500 talte sprog i verden, hvor top 3 udgøres af mandarin (kinesisk), spansk og engelsk i nævnte rækkefølge. Dansk tales af cirka 6 millioner mennesker, fortrinsvis i Danmark, lidt i Slesvig-Holsten, Grønland, Island og på Færøerne, samt blandt danske emigranter forskellige steder i verden, og det danske sprog placerer sig dermed på en plads mellem nr. 70 og 100 (afhængigt af opgørelsesmåden) på listen over de mest talte sprog i verden.

Hovedparten af verdens sprog er minoritetssprog og stammesprog, og 40- 50 % af dem er på vej til at uddø eller er truede. Men dansk ikke på nogen måde i farezonen, tværtimod. Ikke bare fordi dansk er nationalsprog, modersmål for langt de fleste borgere og er det sprog som al samfundskommunikationen foregår på, men især fordi det er meget udbredt på skrift og film. Fx er dansk i forhold til sin størrelse meget overrepræsenteret på nettet, fordi vi i udstrakt grad ytrer os der, og dansksprogede film ligger nr. 20 på den filmsproglige verdensrangliste. Dansk er endvidere et af EU's officielle sprog, hvilket sikrer store mængder dansksproget dokumentation.

Mange er bekymrede for, hvordan det skal gå med dansk. Engelsk vinder indpas som virksomheds- og universitetssprog, og engelske låneord myldrer ind i dansk. Men foreløbig er der altså ikke udsigt til at dansk forsvinder. De nye engelske gloser fordanskes i bøjning og udtale, tænk bare på ord som ”printer”, som vi udtaler med æ i stedet for i, og hårdt d i stedet for t, helt i tråd med danske udtaleregler. Eller verbet ”to mail”, som i dansk har fået begrænset betydning (at sende e-mail) og bøjes på dansk: at maile, mailer, mailede, har mailet. Det danske sprog lever i bedste velgående og er for vores kursister fortsat et vigtigt fundament for aktiv samfundsdeltagelse.