19. En kartoffel i halsen. Om det danske stød. 2021
Et særligt eksotisk træk ved dansk er stødet, som kan få folk fra andre lande til at sige, at vi taler med en kartoffel i halsen. Eller at dansk ikke er et sprog, men en halssygdom.
Stødet er det, der giver betydningsforskel på ord som ”man” [man] og ”mand” [man’] eller ”en maler” [en ˈma:lɔ] og ”jeg maler” [jαj ˈma’lɔ].
Stød er et lille stop i lyden, som frembringes ved uregelmæssige svingninger i stemmelæberne (stemmebåndene) eller en stramning/lukning af disse.
Der er forskellige variationer af stød i mange sprog. Det helt særlige ved det danske stød er netop det, at det giver en betydningsforskel. I talesprog kan det gøre hele forskellen, som i sætningerne: ”Det vil jeg ikke” [de ˈve jα ˈeg] og ”Det ved jeg ikke” [de ˈve’ jα ˈeg].
Det danske stød kan knytte sig til vokallyde og stemte konsonantlyde, men der er ingen enkle regler for, hvornår der er stød i et ord. Derfor kan det være en stor udfordring for vores kursister at lære at bruge det rigtigt, men heldigvis er det ikke så vigtigt for forståelsen. Mange syddanske dialekter har ikke stød - man taler ligefrem om stødgrænsen i dansk - og der er mange regionale forskelle i brugen. Så det er fuldt acceptabelt at tale dansk uden stød, men hvis man gerne vil lyde ”rigsdansk”, er det nødvendigt at lære det.
Historisk set er det danske stød en form for erstatning for tonale accenter i skandinavisk og har således anden oprindelse end fx vestjysk stød og det engelske ”glottal stop”, som har helt andre forekomster i ord end det danske stød. I vestjysk kan stødet fx være betydningsadskiller mellem hat [had] og hatte [ha’d], og i britisk engelsk tjener det som erstatning for t som i lot [lɔt] der ofte udtales [lɔ’] såvel i dialekter som i moderne dagligdags tale.
I de fleste af vores lærebøger markeres stød med en apostrof: bil [bi’l] (Dania-lydskrift). Slår man et ords udtale op i Den Danske Ordbog, skrives stødet som et hævet spørgsmålstegn-lignende tegn: [ˈbiˀl], som er det internationale tegn for stød (IPA).