17. To gængse ord, der mangler i dansk. 2020.

 - af Anne-Marie Hatami-Rezania, underviser på Sprogcenter Vejle

”Jeg går til København i weekenden”. Sådan hører vi ofte kursister på begynderniveau sige. På dansk mangler vi nemlig verbet to go (fransk: aller, tyrkisk: gitmek, persisk: raftan osv.) som fælles betegnelse for bevægelse/transport/at ”skifte sted”. Det med to go beslægtede ord gå betyder i den forbindelse at gå på sine ben (walk). Så hvis det ikke lige er relevant, hvordan vi bevæger os (cykler, kører i/med, sejler, går osv.), så udelader vi ofte ordet helt og nøjes med skal (ved planer) som i Hun skal til Aalborg i morgen. (She is going to Aalborg tomorrow.) eller Hvor skal du hen? (Where are you going?). Når vi nævner stedet eller transportmidlet, kan vi bruge tage: Jeg tog ikke til Tyskland i går. (I didn’t go to Germany yesterday), og ved længere distancer kan vi bruge rejse: Vi rejser hjem i morgen. (We are going home tomorrow.)
 

Et andet ord, der mangler på dansk, er høflighedsmarkøren please (tysk: bitte, spansk: por favor, kinesisk/mandarin: qǐng osv.), der ofte oversættes med vær så venlig og venligst. Disse udtryk dækker dog ikke så bredt og kan efterhånden kun bruges i formelle situationer, ellers kommer de nemt til at lyde ironisk. I stedet varierer det fra udsagn til udsagn, hvordan vi på dansk kan udtrykke høflighed, som kan erstatte ordet please. Det gør vi fx ved at bede om lov til at bede om: Må jeg bede om saltet? (Could you pass me the salt, please?), eller vi bruger lige for at indikere, at det er let og ikke tager lang tid:  Kan du ikke lige give mig den bog der? (Could you hand me that book, please?). Ved andre anledninger bruger vi værsågod: Værsågod at tage et æble! (Please have an apple!), og sådan kunne vi blive ved. Det engelske ord please vinder så småt indpas i dansk, selv om det foreløbig mest bruges til at understrege, at det er stærkt bedende, udtalt: [pliiis].