start på hovedindhold

Tillykke, kære kursister!

Vi fejrede vores 188 prøvekursister med en festlig og sommerlig dimissionsfest!

På denne smukke sommeraften har vi fejret de 188 kursister, der har afsluttet deres Danskuddannelse hos os - og sikke en fest! 

Med et stort mod stillede João og Niloofar sig op og holdt tale for deres medkursister, og de satte begge to fine og rørende ord på den rejse, det er, at lande i et nyt land og et nyt sprog. 

João fortalte om sit første besøg i Danmark som barn i 1998: “Jeg lærte at sige ‘Vi ses i Legoland-parken’, og den sætning var inde i mit hoved i mange år, mens jeg legede med Lego inde på mit værelse og drømte om at blive Lego-designer. Nu, mange år senere er den drøm gået i opfyldelse og jeg er bare så super glad!”

“Da jeg begyndte at lære dansk, var jeg så nervøs for at lave fejl. Men jeg fandt ud af, at man ikke kan lære et nyt sprog uden at lave fejl,” sagde Niloofar. “På sprogskolen har jeg ikke kun lært dansk, jeg har også lært nye mennesker at kende fra hele verden. I dag er en særlig dag, og jeg er stolt af mig selv og af jer alle sammen!” 

Vi er enige! Vi er så imponerede over det store stykke arbejde, I lægger i at lære dansk.

Som sprogcenterleder, Inger Andersen sagde i sin tale: “En Prøve i Dansk får man ikke foræret. Den kræver hårdt arbejde, og I har alle knoklet og lidt afsavn for at nå hertil.”

Og netop derfor er det så glædeligt at kunne fejre jer og denne milepæl på jeres vej ind i det danske samfund.

Stort tillykke, alle sammen. Held og lykke i jeres fremtid i Danmark og tak fordi I kom og var hos os! 

Nyd de skønne billeder af glade og lettede kursister, familier og venner herunder - og find endnu flere billeder her.