start på hovedindhold

Susan er færdig på sprogskolen - men kommer stadig 2 gange om ugen

Da Susan blev færdig med sin danskuddannelse på Sprogcenter Fredericia, blev hun frivillig hos os. Nu hjælper hun andre med at lære dansk.

Da Susan var ved at afslutte sin PD3 i juni sidste år, spurgte Camilla fra kontoret på Sprogcenter Fredericia, om ikke det var noget for hende at være frivillig sprogtræner på sprogcentret?

”Jeg tænkte, JA! Det er fedt!” fortæller Susan med et stort smil.

”Jeg elsker sprog! Det er så interessant at lære nye sprog. Og jeg elsker grammatik – jeg er virkelig en nørd.”

Susan er flyttet til Danmark for kærligheden.

”Det er en lang historie. Du får den korte version,” smiler hun, da jeg spørger, hvordan hun mødte sin danske mand. De mødtes i 1996, da de begge arbejdede for FN i Georgien.

”Vi blev forelskede. Men så rejste han tilbage til Danmark, og jeg blev i Georgien.”

Kontakten gled ud i sandet – de blev hver især gift, og senere skilt igen. Og lige før corona-pandemien genoptog de kontakten. Grænserne lukkede, men denne gang holdt de kontakten på trods af afstanden. Og for to år siden blev de gift, og Susan flyttede til Danmark.

"Jeg skal dø her."

Selvom Susan er pensionist, var der ingen tvivl om, at hun ville lære dansk: ”Jeg ville integrere mig. Jeg skal dø her – jeg har ikke tænkt mig at rejse tilbage til USA. Jeg elsker Danmark. Jeg elsker cykelkulturen, jeg elsker, at danskere elsker naturen og elsker hunde – ligesom mig.

Og jeg synes, det er så dumt at bo i et land uden at tale sproget, hvis man har mulighed for at lære det. Jeg ved, at man kan bo i Danmark og kun tale engelsk – men det ville jeg ikke. Jeg ville ikke være afhængig af engelsk,” fortæller Susan.

”Jeg kan godt lide at smalltalke, i idrætscentret, i butikker, på biblioteket. I min første tid i Danmark var der tavshed. Jeg købte ind, men jeg snakkede ikke med nogen. Men da jeg begyndte at forstå lidt, begyndte jeg at kunne snakke med folk og det var dejligt!”

Jeg er ikke bange for at lave fejl. Jeg tænker ikke, at det skal være perfekt.

- Susan - kursist & frivillig

"Gå ud og snak!"

Susan kender til det at lære sprog; hun har undervist i engelsk som andetsprog i mange år i sit hjemland, USA, og så har hun har boet i både Frankrig, Schweiz, Armenien og Georgien. Udover engelsk taler hun også fransk, spansk, russisk og lidt italiensk. Og i de to år, hun har boet i Danmark, har hun suget dansk til sig som en svamp.

”Jeg er ikke bange for at lave fejl. Jeg tænker ikke, at det skal være perfekt,” fortæller Susan.

”Da jeg underviste, sagde jeg altid til mine elever: ’Du bor her i USA. Der er så mange muligheder uden for klassen. Du må gå ud og høre, snakke og læse for at lære sproget. Det er ikke kun her i skolen.’”

Det råd har Susan selv efterlevet i sin tid i Danmark. Udover at tale med folk, hun møder, hører hun dansk radio – og gjorde det længe før hun kunne forstå det hele – og så elsker hun at læse, så hun læser bøger på dansk.

”Min første bog på dansk var Jordisk. Den er på 600 sider. Jeg hørte et interview med forfatteren i radioen og tænkte, det lød interessant,” fortæller Susan.

”Man kan ikke sidde og slå ord op i ordbogen undervejs. Så mister man flowet. Så man skal acceptere, at man ikke forstår alle ord. Men dansk er også meget kontekstbaseret. Mit yndlingseksempel er marsvin. Jeg læste en artikel om en pige, der mistede sit marsvin i havet. Og jeg forstod ikke, hvad et marsvin havde med havet at gøre,” siger Susan og ler. ”På engelsk har vi to forskellige ord for de to dyr, der begge hedder marsvin på dansk. Så tit forstår du dansk på grund af konteksten.”

Man kan ikke sidde og slå ord op i ordbogen undervejs. Så mister man flowet. Så man skal acceptere, at man ikke forstår alle ord.

- Susan om sin første bog på dansk, Jordisk.

Vejen til dansk er hjemmearbejde, radio og undertekster

Nu er Susan færdig som kursist på Sprogcenter Fredericia – og i stedet møder hun nu op to gange om ugen for at hjælpe andre med at lære dansk, og derudover er hun også frivillig i lektiehjælpen i frivillighedscentret i Fredericia. Det har givet nogle gode venskaber og er til stor glæde i hverdagen.

”Jeg kan godt lide at hjælpe folk. Og det er vigtigt for mig at bidrage til Fredericia. Og så er det hyggeligt,” smiler Susan. ”Det er perfekt for mig!”

Til slut spørger jeg Susan, hvad hendes råd er til andre, der skal lære dansk. Med et varmt smil siger hun:

”Jeg anbefaler, at de skal lave deres hjemmearbejde!”

Og hun fortsætter:

”Og finde forskellige muligheder for at snakke og lytte til dansk. Fx høre radio eller se fjernsyn med undertekster. Det hjælper, også selvom man ikke forstår det hele. For det kommer, lidt efter lidt.”

Og så er det jo en fantastisk mulighed, at man kan komme på sprogcentret og tale dansk med frivillige som Susan 😊

Tak for din indsats for vores kursister, og for at fortælle din historie, Susan!