
“Det var ret fedt!”
Erica og Jyotsna fortalte eleverne på Vejle Idrætshøjskole om at være ny i Danmark


Vejle Idrætshøjskole har hvert år en flok internationale elever, som bliver en del af den danske højskolehverdag med fællesskab, fællessang og alt det, der hører til. Et par gange om ugen mødes de internationale elever på små hold, hvor vi underviser dem i dansk.
Men denne dag var det de internationale elevers perspektiv, der var i centrum.
Hele højskolen var samlet for at tale om, hvordan det opleves at komme til Danmark – og Erica og Jyotsna delte af deres erfaringer.
De er selv flyttet til Danmark fra henholdsvis Spanien og Nepal og lærer dansk på Sundhedslinjen på Sprogcenter Vejle. Og selvom de kun har lært dansk i under et år, valgte de at tage hele interviewet på dansk.
Erica fortalte blandt andet, at hun har oplevet danskerne som meget hjælpsomme. Hun lagde mærke til, hvor mange der arbejder frivilligt – noget, hun ikke kendte fra Spanien.
Jyotsna fortalte, at en stor forskel på danskere og nepalesere er, at i Nepal er man generelt mere spontan, mens danskere elsker at planlægge og helst lige skal kigge i kalenderen først.
De internationale elever på højskolen delte også deres oplevelser:
- Danskere kommer altid til tiden
- Danskere ser godt ud allerede fra morgenstunden
- Danskere gør alting tidligt – fx møder de tidligt og spiser aftensmad tidligt
Så blev rollerne for alvor byttet om!
Eleverne blev delt i mindre grupper, og de internationale elever skulle nu på deres modersmål instruere de danske elever i at bygge en bestemt LEGO-model – uden at gruppen kunne se modellen.
Det var både enormt sjovt og ret frustrerende at opdage, hvor svært det kan være at forstå hinanden, når man ikke deler et sprog.
I de mindre grupper blev der også tid til at stille hinanden spørgsmål.
Hvad brokker danskere sig over?
“Vejret!” svarede Erica prompte.
Hvad tager danskere for givet?
“Penge,” svarede hun.
Da Jyotsna spurgte de danske unge, hvad de selv syntes, de tog for givet, nævnte flere det danske velfærdssystem og den økonomiske tryghed.
Og selvfølgelig kom det spørgsmål, som næsten altid kommer: Kan du sige “rødgrød med fløde”?
Jyotsna har øvet sig helt vildt meget på netop dét – så hun kunne svare et selvsikkert ja, når nogen spurgte. Det fik hun selvfølgelig mulighed for at bevise.
Så ja – det var ret fedt.
Både på grund af de gode samtaler om, hvordan det er at være ny i Danmark.
Og fordi Erica og Jyotsna så modigt kastede sig ud i det hele – på dansk!




