start på hovedindhold

DanePorks internationale medarbejdere takker ja til danskundervisning

Johnson og Michael sagde prompte ja tak til at lære dansk sammen med deres kollegaer.

DanePorks internationale medarbejdere sprang til med det samme, da vi i efteråret 2025 indledte et samarbejde og opstartede et hold kun for dem - i deres lokalområde.

"Vi er jo sammen det meste af tiden. Så det er trygt at lære dansk sammen," siger Michael, som er slagter på Danepork.

"Og hvis der er en dag, hvor man ikke kan komme, så kan kollegaerne fortælle, hvad de lavede i klassen," supplerer Johnson, som er uddannet dyrlæge og bruger sin erfaring med fødevaresikkerhed fra Ghana i arbejdet som kødkontrollør.

De fortæller begge om en god arbejdsplads med imødekommende og hjælpsomme kollegaer. Faktisk i så høj grad, at Johnsons yndlingsord er ballademager - fordi kollegaerne kalder hinanden det på den gode, drillende måde.

Selvom man kan komme langt med engelsk, er motivationen for at lære dansk i top. "For at komme tættere på kollegaerne. To bond well," siger Michael. "Jeg glæder mig allerede til, at jeg kan forstå dem, når de laver sjov og fortæller vittigheder."

Johnson stemmer i; humoren er svær at deltage i, og det er bare ikke det samme at få joken oversat bagefter ...

Michael har været i Danmark i godt et år, Johnson i ca. et halvt. Godt på vej til at lande i både landet og sproget er de begge glade for deres nye hverdag i Vejle Kommune.

"Oh! Og så har jeg opdaget, at i Danmark kan man have 3 årstider på én dag!" ler Johnson.

Tak til Danepork for et godt samarbejde, og tak til Firehøjeskolen for at ligge lokaler til, så undervisningen kan foregå så tæt på arbejdspladsen som muligt.

Dét giver mening.

Se videoen med Johnson og Michael her (link til youtube).

Johnson og Michael og en stor del af deres internationale kollegaer sagde prompte ja tak til tilbuddet om danskundervisning.