24-03-2011
Det er stort i den pædagogiske verden. Det kommer fra USA, hvor en stor del af undervisningen i både grundskoler og på universiteter bygges op omkring det. Alle undervisere i Danmark, der går op i at videreudvikle og tilføje undervisningsværktøjskassen lidt nyt, ved, hvad vi taler om. Og alligevel er det omgærdet af en smule mystik. Hvad taler vi om? Cooperative Learning, naturligvis!
Metoden er udviklet af den amerikanske psykologiprofessor Spencer Kagan og er karakteriseret ved, at den bygger på 46 faste strukturer som
- styrker samarbejdet
- fokuserer på mundtlig kommunikation
- har en anerkendende tilgang.
I en hverdag præget af mange nationaliteter og næsten ligeså mange forskellige indgangsvinkler til læring og underviserens rolle, og hvor opgaven er, at kursisterne tilegner sig det danske sprog, er det oplagt at arbejde med et værktøj, hvor
- drivkraften i læreprocessen er den indbyrdes kommunikation kursisterne imellem
- læreren ikke er central figur i læringsprocessen
- kursisterne udnytter hinandens kompetencer
- der er anerkendende tilgang til forskellighed.
Det er endvidere tiltalende, at CL ikke fordrer specielle undervisningsmaterialer, specialindrettede undervisningslokaler eller specialuddannede undervisere. Det er muligt at tilpasse CL-strukturerne til den hverdag og de undervisningssituationer, vi står i.
CL i praksis
På Sprogcenter Vejle havde vi CL som pædagogisk indsatsområde i 2010, og i den forbindelse organiserede vi i Team2 grupper, som arbejdede med CL i teori og praksis. I vores gruppe udvalgte vi to områder: læsning og mundtlig kommunikation og til træning af disse områder valgte vi: CL- strukturerne duetlæsning og dobbeltcirkler.
I læsning havde vi følgende fokuspunkter:
- læsning omhyggeligt globalt og lokalt
- scanning og læsning hurtigt globalt og lokalt.
I mundtlig kommunikation var fokuspunktet præsentation.
Ved inddelingen af kursisterne i grupper fulgte vi Kagans anbefalinger, at en kombination af stærke og svage kursister giver mest dynamik og dermed også størst udbytte af CL-strukturerne. Vi valgte af flere grunde at arbejde med to hold sammen. Det gav mulighed for erfaringsudveksling lærerne imellem, gav et autentisk informationsgap kursisterne imellem, og det gav endvidere dynamik at være mange nye mennesker sammen. Det er nu sjovest at spørge: Hvad hedder du? Er du gift? etc. når man ikke kender svaret. Vi styrede gruppeinddelingen efter vores plan, men vi blev i forløbet opmærksomme på, at kursisterne allerede her var aktivt deltagende, idet de flere gange selv justerede inddelingen således, at kursister med samme hovedsprog ikke kom i samme gruppe.
Duetlæsningen foregår på følgende måde: Hvert par får en tekst med markerede afsnit A og B og læser skiftevis teksten for hinanden. Teksten læses igen, men nu naturligvis det, man lyttede til før. Under og efter læsningen diskuteres betydning og indhold - gerne med parret overfor, som sidder med samme opgave. Man markerer med løftet hånden, når man er klar. Så får parret et sæt opgaver i relation til teksten. Kniber det med at løse opgaverne, kan man få sin tekst igen til hurtig afklaring af et enkelt spørgsmål. Vi måtte konstatere, at denne lille simple manøvre gav højt tempo og fokus. Afslutningsvis rettede vi opgaven i plenum, og der blev givet point, så der blev lidt konkurrence parrene imellem.
Dobbeltcirklen foregår ved, at kursisterne placeres i to cirkler ansigt til ansigt og bevæger sig i hver sin retning efter et aftalt system. I denne situation hvert tredje minut. Der stilles hele tiden spørgsmål til den ny samtalepartner, man står overfor. Spørgsmål, som selvfølgelig besvares og giver inspiration til det videre forløb.
Flere gange under processerne afprøvede vi Kagans stillesignal, der fungerer ved, at underviser løfter hånden, når der skal være fælles fokus. Kursisterne, der er optaget af deres aktiviteter, bliver stille, efterhånden som de opdager signalet og signalerer selv. Det fungerede overraskende effektivt og hurtigt og gav fuldstændig ro. Det var en speciel oplevelse, og vi konkluderede, at kursisterne var meget engagerede i processerne omkring CL.
Kagan fokuserer meget på positiv opmærksomhed, så i den ånd afsluttede vi undervisningen, som lå i sidste lektion med at sige farvel og give hånd til hver enkelt kursist. Det gav en meget behagelig stemning med small talk omkring private gøremål, CL og undervisningen generelt. Vi måtte overraskende konkludere, at det er utroligt, at så lidt kan betyde så meget, men at det jo handler om at se og anerkende den enkelte person.
Den afsluttende evaluering var udelukkende positiv, og kursisterne ønskede at gentage succesen snarest, hvilket førte til, at vi lavede et længere forløb og har et nyt i støbeskeen.
Er det noget, der dur?
Efterfølgende har vi i Team2 valgt, at alle klasser har bordopstillinger, der følger Kagans anvisninger – hver enkelt underviser bestemmer så selv, hvor ofte man ønsker at anvende Kagans CL-strukturer i undervisningen. Kagan selv anbefaler, at CL anvendes i max 60 - 80% af undervisningstiden. I februarnummeret af Uddannelsesbladet anbefaler en VUC-lærer 20%. Konklusionen er, at mængden af CL, må bygge på individuel vurdering.
Men vores vurdering er, at CL ligger lige til højrebenet i kommunikative læringsprocesser. Undervisningen bliver i CL individorienteret og fællesskabsorienteret på samme tid. Aktivitetsniveauet er højt hos alle deltagere, da det ikke er muligt at forholde sig passiv i de strukturer, CL bygger op. Endvidere er vi positivt overraskede over, at strukturerne falder kursisterne så naturligt, og hvor selvkørende kursisterne bliver i denne form for struktureret undervisning. Vi får ofte fornemmelse af, at kursisterne trækker på tidligere erfaringer med CL.
En sidste, men ikke uvæsentlig detalje, er, at CL er rigtig sjovt for både kursister og undervisere, fordi det fremkalder mange underholdende situationer, man i fællesskab kan more sig over, samtidigt med at arbejdstempoet er højt, og tiden flyver af sted.
Hvis I ønsker at læse en introduktion til Spencer Kargans Cooperative Learning, kan I læse bogen Cooperative Learning – undervisning med samarbejdsstrukturer.
Af Anne Marie Kjærgaard Pedersen og Marie Louise Møller, undervisere
