16-12-2010
Går man sig en tur tirsdag eftermiddag på stierne ved Hannerup Kirke i Fredericia, møder der én et sælsomt syn. Syv cyklister i lange sorte gevandter kommer flagrende med udefinerbar kurs på pedalløse børnecykler. Mange beboere i området har vendt sig om efter dette forunderlige syn, men det synes ikke at påvirke de nye cyklister. De har travlt med at holde balancen - og masken, når det går galt. Det går nemlig ikke stille for sig, når kursisterne på Sprogcenter Fredericia skal lære at cykle.
Cykelkurset startede i marts 2008, da skolen fik bevilget støtte fra Fredericia Kommunes Integrationspulje for frivilligt socialt arbejde. Pengene blev brugt til at købe 8 gamle cykler for, nogle cykelhjelme og en udmærket cykelpumpe. Cyklerne står nu i sprogcentrets kælder, hvorfra de hentes op hver tirsdag eftermiddag.
Cykelkurset afvikles under kyndig vejledning af tre frivillige hjælpere. Kristian har været med siden starten for 2 ½ år siden. Det var hans ide at skrue pedalerne af cyklerne, så de i starten kunne bruges som balance-cykler. Det er også Kristian, der efterser cyklerne og klargør dem om foråret. Inge fortæller: Det er både sjovt og festligt, og vi griner så meget. Og så er det også danskundervisning i praksis. Jens oplever, at det også kan være problematisk at være mandlig cykelfrivillig, når man skal holde cyklen. Cyklen med passager er meget tung, og man kan ikke undgå at komme til at røre ved kursisten. Jens må derfor nogle gange holde sig på baglinien, overlade opgaven til sin kone Inge, og i stedet komme med opmuntrende tilråb.
Cyklisterne er nemlig alle kvinder. De kommer hovedsagelig fra Danskuddannelse 1. Der har dog også tidligere været cyklister fra Danskuddannelse 3 og Danskuddannelse 2 og fra FVU. De syv nuværende cykelaspiranter kommer fra Somalia, Afghanistan og Tyrkiet.
Halima fortæller, at hendes søn cykler med aviser to gange om ugen. Han har to ruter, og det er krævende og tager lang tid for ham. Men han er fast besluttet. Han VIL bare tjene sine egne penge, og Halima vil gerne støtte sin søn. Hun kan bare ikke følge med ham gående. Hun er i øvrigt også den eneste i familien, der ikke kan cykle. Mine piger cykler jo også, fortæller hun.
Hawo tager sig til benet og fortæller, at prisen for at lære at cykle er høj. Hun er fyldt med blå mærker – foruden en øm bagdel. Denne ulempe ved cykeltræningen havde hun ikke lige regnet med.
En gammel cykelkursist fortæller en anden historie: Da jeg boede i Syrien, måtte jeg ikke cykle for min far. Men det måtte mine brødre gerne. Jeg stod tit og så på, at de cyklede frem og tilbage på vejen, og havde det sjovt. Det ville jeg også gerne prøve. En dag proppede jeg mit lange hår op i en hat og tog en af mine brødres cykler. Desværre så min nabo mig, og han sladrede til min far. Så cyklede jeg aldrig mere.
Kursisterne har alle forskellige grunde til at ville lære at cykle, og de synes, det er hårdt arbejde -men det er også sjovt. Det danske efterårsvejr er også en faktor, der kan tage modet fra selv de mest ivrige nybegyndere i cyklingens svære kunst.
Inden længe, når vejret bliver for regnfuldt og blæsende, og det er knap så sjovt at skulle ud på cyklen, holder cykelkurset derfor pause. Men til foråret, når de blå mærker har fortaget sig, og det cykelvenlige vejr er kommet tilbage, kan man igen se sprogcentrets ihærdige cyklister træne på stierne ved Hannerup Kirke.
Karen-Lise Akmind Linnet, lærer i dansk som andetsprog og frivilligkoordinator
