08-03-2012
Iranskfødte Rojyar er i sprogpraktik i en børnehave. Hun undres og glæder sig over, hvor meget børnene selv kan klare. Hun er glad for børnene, kollegerne og arbejdet og har rigtig meget ud af sin praktik. Men hvad skal der egentlig til, for at en sprogpraktik bliver en succes?
Rojyar står i garderoben og snakker med en pædagog. Børnene er ved at gøre sig klar til at komme på legepladsen.
Rojyar er i sprogpraktik i børnehaven Krystallen i Børkop - og hun undrer sig. Men efterhånden er sammenhængen gået op for hende. Det er jo netop, fordi pædagogerne ikke hjælper børnene, at de er så dygtige og selvhjulpne.
---
Børnene kommer ind igen fra legepladsen med stivfrosne ører og glade stemmer.
Rojyar er på stuen, hun er i fuld gang med at finde papir og farver frem, og hurtigt samles der et helt bordfuld af tegnelystne piger og en enkelt dreng.
Som den naturligste ting i verden styrer Rojyar aktiviteterne. Alle børn får opmærksomhed. Samtidig med, at hun snakker med en pige om hendes tegneprojekt, hjælper hun en dreng i udklædningstøjet.
Det er sådan, det er, i en børnehave. Her ansættes kun blæksprutter. Og det er tydeligt, at børnene betragter hende som et fuldgyldigt medlem af voksenklanen.
Vi vil hende - og så vil børnene også
Da jeg i sin tid i min egenskab af jobguide henvendte mig til lederen af Krystallen, Bodil, for at høre, om Rojyar måtte komme i praktik, sagde hun tak, fordi jeg valgte dem. Det er ikke noget dårligt udgangspunkt for en sprogpraktik, så jeg beder derfor Bodil uddybe, hvad hun mente med at sige tak.
Hertil siger hun: ”Vi er meget socialt indstillede, og vi mener, at det er en social forpligtelse at stille sig til rådighed. Børnene får meget ud af at møde forskellige kulturer. Vi tror på, at det modvirker racisme senere i deres voksenliv, når de møder mennesker fra andre kulturer, mens de er børn.
Jeg spørger også, hvad hun mener, der skal til, for at en sprogpraktik bliver en succes.
Hertil svarer Bodil, at alle har været godt forberedt på, at Rojyar startede. ”Vi vil hende, og det smitter af på børnene, så vil de hende også. Og hun fik en mentor fra starten, det er vigtigt. Når hun føler sig velkommen, tør hun bedre spørge ind. Hun øver sig på udtalen og udvider sit ordforråd, når hun lytter til børnene, som er ved at udvikle deres sprog. Hvis man ikke er genert, får man meget ud af det. Man skal turde slappe af og øve-øve-øve ligesom børnene. Det kræver også, at praktikanten kan lide at være sammen med børn. Hun skal være begejstret og skal kunne stå på egne ben. Indstillingen betyder meget”, siger Bodil.
”Med Rojyar er det gået så nemt”, siger hun. ”Hun var åben for at komme i praktik og vidste, hvad hun ville. Og hendes mand har støttet hende helt utroligt. Han overtalte hende til at deltage i julefrokosten i børnehaven og har siden lavet en fantastisk cd med billeder fra aftenen, som Rojyar har taget. Det er helt klart en fordel, når ægtefællen støtter op”, siger Bodil.
Rojyar er nærværende og en god legevoksen
I pausen snakker jeg med Marie, som er pædagog på stuen og mentor for Rojyar. Jeg vil gerne vide, hvad det betyder for børnene og de voksne på stuen, at have en praktikant med en anden kultur og et andet sprog.
”Det har været meget spændende at få hende i praktik”, siger Marie. ”Børnene er meget åbne, og hun kan lære en masse af børnenes åbenhed og nysgerrighed efter nye mennesker. Rojyar giver meget til stuen. En anden kultur og et andet livssyn. Hun læser en bog om en prins fra Persien for børnene, og det er godt. Jo mere børnene får ind om forskellighed nu, jo bedre forståelse vil de have som voksne.”
Marie siger, at Rojyar er et sikkerhedsnet for de børn, som har brug for at sidde stille og kigge i en bog. ”Rojyar har ikke på samme måde bundne opgaver og kan tage sig af de stille børn. Hun er nærværende og en god legevoksen”.
Jeg spørger også Marie, hvad der skal til for at en sprogpraktik bliver en succes. Hun svarer, at praktikanten skal spørge ind, lytte, undres og kunne overraskes. Prøve at forstå, være imødekommende og ville lære.
Danske børn er selvstændige
Jeg finder Rojyar i garderoben på Grøn Stue, hvor nogle børn er i gang med overtræksdragten. Vi finder en rolig plads, og jeg spørger hende om, hvorfor hun valgte en sprogpraktik i en børnehave.
”Jeg er uddannet psykolog i Iran og vant til at kigge efter problemer. Nu ville jeg gerne lære om, hvordan børn og voksne er sammen i Danmark, siger hun. Finde ud af, hvad de laver i en dansk børnehave. Og selvfølgelig træne mit sprog.”
”Danske børn er meget selvstændige”, siger hun. ”De gør tingene selv. Det er en meget stor forskel på Danmark og Iran.” Rojyar fortæller, at hun er meget bevidst om at udnytte muligheden for at lære sprog. Hun lytter, spørger og øver sig. ”Jeg spørger meget”, siger hun.
Rojyar siger, at praktikken helt sikkert har været en succes. ”Jeg savner børnene og mine kollegaer, når jeg ikke er her. Og så har jeg lært en masse om dansk mad og dansk kultur. Men det bedste er, at jeg ikke længere er bange for at snakke med danskere, jeg ikke kender”, siger hun.
Nu har Rojyar ikke mere tid, hun skal tilbage til børnene på stuen, og vi hilser af. Det er dejligt, at alle, og ikke mindst Rojyar, har så stort udbytte af en sprogpraktik.
Af Marian Gerd Kærgaard Jensen, jobguide
