08-03-2012
Jeg vil her fortælle om et projektarbejde, som vi havde på tværs af Danskuddannelse 3 klasserne i Vejle, og som var en god oplevelse for os alle.
Projektarbejdet, der handlede om det danske uddannelsessystem, tog seks dage. De blev forberedt ved, at vi kursister fik diverse papirer med hjem for at læse om skole- og uddannelsessystemet i gamle dage og nu. - Den første dag foregik som en introduktion. Hertil skulle vi læse to tekster hjemme om skolegang i begyndelsen af 1900-tallet. Den ene tekst var med en dames erindringer fra sin skolegang, og den anden handlede om en mands minder fra skolen. I klassen diskuterede vi disse teksters indhold og lavede sproglige øvelser hertil. Derudover snakkede vi om folkeskolen og karakterer i det moderne Danmark.
Det vigtigste i arbejdet med de to tekster var at finde fordele og ulemper ved det gamle og nye skolesystem her i Danmark. Derefter gik forløbet ud på at se nærmere på ungdoms- og voksenuddannelser, og ikke mindst så vi på muligheder for økonomisk støtte under en uddannelse. Det meste af tiden den ene dag gik med drøftelse af uddannelsesretninger efter sprogcentret, da de jo er et aktuelt emne for os kursister, der jo alle er udlændinge. Lærerne gav os en tekst om erhvervsuddannelse for voksne med ”sæt kryds!” i ”rigtigt” eller ”forkert”, og vi diskuterede efter udfyldningen mange aspekter, der netop var vigtige for os. Efter diskussionen af disse begyndte vi så vort selvstændige projektarbejde. Her var alle kursister delt i otte små grupper med 2 – 3 personer i hver gruppe.
De følgende par dage arbejdede kursisterne så med deres projekter, der alle skulle omhandle uddannelser til de tilhørende jobs. Emnerne i projektet var spændende: radiograf, folkeskolelærer, diplomingeniør, praktiserende læge, sygeplejerske, Erhvervsakademiet Lillebælt, laborant og TEKO. Vi brugte alle internet for at skrive projektarbejdet. Efter tre dages arbejde havde vi så fremlæggelse af projekterne, hvorefter de andre kursister kunne stille spørgsmål. Alle fremlæggelser indeholdt udførlige beskrivelser af uddannelser. På den interaktive tavle så vi også korte videoer fra internettet.
Jeg var foredragsholder sammen med Rachida. Vores emne var ”Professionsbacheloruddannelsen sygeplejerske”, og vi fremlagde det for de andre i klassen. Man skal bemærke, at vi delte den samme information om sygeplejerskeuddannelsen i Danmark. Jeg mener, at vi fordelte, hvad hver af os skulle fortælle om, men forberedelsen til fremlæggelsen var selvstændig. Rachida og jeg spurgte hinanden i klassen, når vi havde brug for hjælp. Der er mange gode informationer om sygeplejeuddannelsen på Internettet, og vi fortalte ud fra en plan om: uddannelsen, varighed, fag på uddannelsen, adgangskrav og uddannelsessteder.
Det er vigtigt selv at forstå det, man siger, når man holder et foredrag. Derfor ”oversatte” jeg informationerne fra Internettet og formede en tekst, nogle gange med mine egne ord. Til sidst vil jeg sige, at projektarbejdet gav en god og nyttig erfaring for mig og alle de andre kursister.
Af Yulia Strakh, kursist