SitemapSend mailPrint

Danskuddannelser

Danskuddannelse 1

Danskuddannelse 1 er tilrettelagt for kursister, som ikke kan læse og skrive på deres modersmål, samt latinske analfabeter, som ikke behersker et europæisk skriftsystem.

Uddannelsen lægger især vægt på mundtligt dansk, så kursisterne kan begå sig i hverdagens almindelige situationer. Kursisterne lærer også at læse og skrive enkle tekster på dansk samt får viden om arbejdsmarkedet og det nære samfund.

Målet for uddannelsen er, at kursisterne kan varetage et ufaglært job og virke aktivt som borgere i Danmark.

Danskuddannelse 2

Danskuddannelse 2 er tilrettelagt for kursister, som har en kort skole- og uddannelsesbaggrund fra hjemlandet.

Kursisterne lærer at forstå, tale og læse dansk, så de kan klare sig i hverdagen og på arbejdspladsen. Der lægges vægt på at lytte og (sam)tale. Kursisterne skal også kunne skrive enkle tekster.

Målet for uddannelsen er, at kursisterne skal kunne få et job og fungere aktivt som borgere i det danske samfund. Desuden skal undervisningen kvalificere kursisterne til at deltage i kompetencegivende AMU-kurser eller anden faglig efteruddannelse sammen med danske kolleger. De skal også kunne deltage i sosu-uddannelserne (grundlæggende social- og sundhedsuddannelser) eller andre kompetencegivende erhvervsuddannelser, evt. med støtte i form af supplerende danskundervisning og under uddannelsen.

Danskuddannelse 3

Danskuddannelse 3 er tilrettelagt for kursister, som har en mellemlang eller lang skole- og uddannelsesbaggrund. Det kan fx være en erhvervsuddannelse, en gymnasieuddannelse elle en videregående uddannelse.

Tempoet og niveauet er noget højere end på Danskuddannelse 2. Kursisterne lærer at perspektivere problemstillinger og inddrage generel kulturel, historisk og samfundsmæssig viden. De nuancerer deres talte og skrevne sprog, så de kan argumentere for personlige holdninger og synspunkter på dansk.

Målet for uddannelsen er, at kursisterne skal kunne få et job eller forsat uddannelse samt at kunne fungere aktivt som borgere i det danske samfund.

Gå til toppen af siden